Esajas 64

¹Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så Bjergene vakled for dit Åsyn!

²(64:1) Som Vokset smelter i Ild, så lad Ild fortære dine Fjender, at dit Navn må kendes iblandt dem, og Folkene bæve for dit Åsyn,

³(64:2) når du gør Undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit Åsyn vakler Bjergene

⁴(64:3) og som ingen Sinde er hørt. Intet Øre har hørt, intet Øje har set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham.

⁵(64:4) Du ser til dem, der øver Retfærd og kommer dine Veje i Hu. Men se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved.

⁶(64:5) Som urene blev vi til Hobe, som en tilsølet Klædning al vor Retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort Brøde bortvejred os som Vinden.

⁷(64:6) Ingen påkaldte dit Navn, tog sig sammen og holdt sig til dig; thi du skjulte dit Åsyn for os og gav os vor Brøde i Vold.

⁸(64:7) Men du, o HERRE, er dog vor Fader, vi er Leret, og du har dannet os, Værk af din Hånd er vi alle.

⁹(64:8) Vredes ej, HERRE, så såre, kom ej evigt Brøde i Hu, se dog til, vi er alle dit Folk!

¹⁰(64:9) Dine hellige Byer er Ørk, Zion er blevet en Ørk, Jerusalem ligger i Grus;

¹¹(64:10) vort hellige, herlige Tempel, hvor Fædrene priste dig, er blevet Luernes Rov, en Grushob er alt, hvad vi elskede.

¹²(64:11) Ser du roligt HERRE, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt?