Job 15

¹Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

²"Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

³for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

⁴Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

⁵Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

⁶Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

⁷Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

⁸Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

⁹Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

¹⁰Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

¹¹Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

¹²Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

¹³Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

¹⁴Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

¹⁵End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

¹⁶hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

¹⁷Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

¹⁸hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

¹⁹dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

²⁰Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

²¹Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

²²han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

²³udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

²⁴Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

²⁵Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

²⁶stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

²⁷Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

²⁸tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

²⁹Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

³⁰han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

³¹Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

³²I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

³³han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

³⁴Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

³⁵svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!