Job 17

¹Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;

²visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.

³Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?

⁴Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

⁵den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.

⁶Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

⁷mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;

⁸retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,

⁹men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

¹⁰Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!

¹¹Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;

¹²Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

¹³vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,

¹⁴Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.

¹⁵Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?

¹⁶Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?