Johannes 10

¹Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke går ind i Fårefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver.

²Men den, som går ind igennem Døren, er Fårenes Hyrde.

³For ham lukker Dørvogteren op, og Fårene høre hans Røst; og han kalder sine egne Får ved Navn og fører dem ud.

⁴Og når han har ført alle sine egne Får ud, går han foran dem; og Fårene følge ham, fordi de kende hans Røst.

⁵Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst."

⁶Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem.

⁷Jesus sagde da atter til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Fårenes Dør.

⁸Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Fårene hørte dem ikke.

⁹Jeg er Døren; dersom nogen går ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gå ind og gå ud og finde Føde.

¹⁰Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod.

¹¹Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Fårene.

¹²Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Fårene ikke høre til ser Ulven komme og forlader Fårene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem,

¹³fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Fårene.

¹⁴Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig,

¹⁵ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Fårene.

¹⁶Og jeg har andre Får, som ikke høre til denne Fold; også dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.

¹⁷Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen.

¹⁸Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen.

¹⁹Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld.

²⁰Og mange af dem sagde: "Han er besat og raser, hvorfor høre I ham?"

²¹Andre sagde: "Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Ånd kan åbne blindes Øjne?"

²²Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter;

²³og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang.

²⁴Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: "Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!"

²⁵Jesus svarede dem: "Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig;

²⁶men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Får.

²⁷Mine Får høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig,

²⁸og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Hånd.

²⁹Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Hånd.

³⁰Jeg og Faderen, vi ere eet."

³¹Da toge Jøderne atter Sten op for at stene ham.

³²Jesus svarede dem: "Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?"

³³Jøderne svarede ham: "For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud."

³⁴Jesus svarede dem: "Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder?

³⁵Når den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes),

³⁶sige I da til den, hvem Faderen har Helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?

³⁷Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, så tror mig ikke!

³⁸Men dersom jeg gør dem, så tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen."

³⁹De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Hånd.

⁴⁰Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der.

⁴¹Og mange kom til ham, og de sagde: "Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt."

⁴²Og mange troede på ham der.