Klagesangene 3

¹Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

²mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

³ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

⁴Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

⁵han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

⁶lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

⁷Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

⁸Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

⁹Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

¹⁰Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

¹¹han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

¹²han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

¹³Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

¹⁴hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

¹⁵med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

¹⁶Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

¹⁷han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

¹⁸og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

¹⁹At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

²⁰min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

²¹Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

²²HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

²³hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

²⁴Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.

²⁵Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

²⁶det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

²⁷godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

²⁸Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

²⁹han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

³⁰Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

³¹Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

³²har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

³³ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

³⁴Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

³⁵når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,

³⁶når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

³⁷Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

³⁸Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?

³⁹Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

⁴⁰Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

⁴¹løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

⁴²vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

⁴³men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,

⁴⁴hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

⁴⁵til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

⁴⁶De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

⁴⁷Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

⁴⁸Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

⁴⁹Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

⁵⁰før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

⁵¹Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

⁵²Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

⁵³de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

⁵⁴Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

⁵⁵Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

⁵⁶du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

⁵⁷Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

⁵⁸Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

⁵⁹HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

⁶⁰Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

⁶¹du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,

⁶²mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

⁶³Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

⁶⁴Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

⁶⁵gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!

⁶⁶forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.