Ordsprogene 13

¹Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.

²Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.

³Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde.

⁴Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.

⁵Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.

⁶Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.

⁷Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.

⁸Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.

⁹Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud.

¹⁰Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.

¹¹Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges.

¹²At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.

¹³Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn.

¹⁴Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

¹⁵God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.

¹⁶Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.

¹⁷Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.

¹⁸Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.

¹⁹Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.

²⁰Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.

²¹Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.

²²Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.

²³På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.

²⁴Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.

²⁵Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.