Salmenes 7

¹Herre min Gud! Til dig setter jeg min lit; frels mig fra alle mine forfølgere og redd mig, (7:2) Herre min Gud! Til dig setter jeg min lit; frels mig fra alle mine forfølgere og redd mig,

²(7:3) forat ikke fienden skal sønderrive min sjel som en løve, sønderbryte, og det er ingen som redder!

³(7:4) Herre min Gud! Dersom jeg har gjort dette, dersom det er urett i mine hender,

⁴(7:5) dersom jeg har gjengjeldt den med ondt som holdt fred med mig, eller plyndret den som var min fiende uten årsak,

⁵(7:6) så la fienden forfølge min sjel og innhente den og trå mitt liv til jorden og legge min ære [de. sjel.] i støvet. Sela.

⁶(7:7) Stå op, Herre, i din vrede, reis dig mot mine fienders rasen og våkn op til min hjelp! Du har jo påbudt dom.

⁷(7:8) Og la folkeslagenes forsamling omringe dig, og vend tilbake over den til det høie!

⁸(7:9) Herren holder dom over folkene; døm mig, Herre, efter min rettferdighet og efter min uskyld, som er hos mig!

⁹(7:10) La dog de ugudeliges ondskap få ende og den rettferdige stå fast! Du er jo den som prøver hjerter og nyrer, en rettferdig Gud.

¹⁰(7:11) Mitt skjold er hos Gud, som frelser de opriktige av hjertet.

¹¹(7:12) Gud er en rettferdig dommer, og en Gud som vredes hver dag.

¹²(7:13) Dersom han [den ugudelige.] ikke vender om, så hvesser han [Gud.] sitt sverd, spenner sin bue og gjør den ferdig

¹³(7:14) og legger drepende våben til rette imot ham; sine piler gjør han brennende.

¹⁴(7:15) Se, han [den ugudelige.] er i ferd med å føde misgjerning; han er fruktsommelig med ulykke og føder løgn.

¹⁵(7:16) En grav har han gravd og hulet den ut; men han faller i den grav han arbeidet på.

¹⁶(7:17) Den ulykke han gikk og tenkte på, faller tilbake på hans hode, og over hans egen isse kommer den vold han hadde i sinne.

¹⁷(7:18) Jeg vil prise Herren efter hans rettferdighet og lovsynge Herrens, den Høiestes navn.